HILSNER FRA LÆSERNE

Tak!

1.

”.. Det er stor kunst i det lille format, du bedriver, den giver os læsere noget at tænke over. ”Sen papiralder”, forsamlingen af de mange små efterkommere, sparkene til alskens mørkemænd, Madsens omhyggeligt tegnede laboratorieudstyr - og selve idéen med at skrive erindringer ud fra begivenhederne på den måde, du gør det, er i ordets grundlæggende betydning enestående. Jeg glæder mig hver dag til at se, hvad du nu har tegnet og skrevet..”

CB, Frederiksberg

2.

”Jeg tænkte på, på vej herhen til Hovedbiblioteket, at hvis du ikke havde været den fødte tegner i denne smålatterlige småstat - så ville det engang så tegneseriefjendtlige New York Times have været avisen, hvor dine striber var blevet trykt, og hvor de ville have nydt et verdenspublikums bevågenhed.
Nu må du nøjes med en provinsavis, der ikke kan skelne reneste guld - fra de toppede brosten i Integade.”

”.. Det er dit livsværk - og det er Danmarks bedste tegneserie.
Hvad tænker de på? ..”

IH, Århus

3.

”... Og jeg er sikker på, at Danmarks fornemste avisserie både hvad angår skarpe, originale pointer og grafisk overlegen form, kommer til at overleve på en eller anden måde.
Egentlig er det vel Politiken, man burde have ondt af…”

PM, Silkeborg

4.

”WE ARE NOT AMUSED!!!!
Faktisk er vi på grådens rand. SÅDAN havde vi ikke regnet med, at Egoland skulle forsvinde ud af vores tilværelse, alt imens vi år efter år glædede os over, at Divus & Co. levede videre i bedste velgående og inspirationens kilder sprang lystigt fra Smilets By…”

FS, Svendborg

5.

”Det er simpelthed Danmarkshistorie-interruptus !!”

OH, Slagelse

6.

” ... Det er dog en utrolig behandling Politiken har udsat jer for – og umådelig tåbelig og kortsigtet. Konkurrerer alle aviser snart om at rydde hinanden af vejen ved at være små i formatet i alle henseender? ..”

BL, København

7.

Sendt til POLITIKEN som læserbrev, ikke bragt:
”EGOLAND er en enestående tegneserie, som uden store armbevægelser og farvelagte provokationer formår at fremstille den mindste og den største historie på en sådan måde, at læseren dagligt bliver klogere og gladere på menneskehedens vegne. Det er store ord, men EGOLAND er også stor kunst i et ganske lille format.
Derfor må chefredaktionen omgående sørge for, at denne lille tegneserie igen kan få lov til at stå for sig selv på en side i Politiken, hvor den for det første ikke fremtræder beskåret, men vender tilbage til sit gamle format, og for det andet ikke bliver presset af en serie, som i enhver henseende er EGOLAND væsensfremmed. Jeg kan ikke forestille mig, at chefredaktionen bevidst ønsker at tage livet af Ivar Gjørups serie, men med placeringen 1. oktober 2006 ser det faktisk sådan ud.”

CB, Frederiksberg

8.

” ... Det kan ikke vaere rigtigt, at Politiken paa den maade skodder Egoland (og velsagtens deres andre serier). Det er den klassiske historie om nedprioritering og ringeagtelse af tegneserier i aviserne, men desto mere skuffende nu hvor Politiken goer det. Et symptom paa hvor deprimerende dum og desperat aviskrigen er.
Som du ved opfatter jeg - paa linie med saa mange andre - Egoland som noget helt saerligt, og selvom jeg ligger inde med en del kritik overfor portraetteringen af de yngre generationer i den over de seneste aar (desvaerre stadig uformuleret), er den stadig min yndlingsstribe og en tegneserie i absolut verdensklasse... ”

MW, England

9.

” .. Og nu er sommeren slut, HELT slut.
Jeg er dybt rystet.
EGO-land var det sidste åndehul. Det sidste sted, hvor alting kunne ske, men hvor absurditeterne ikke bare var lukkede indfald (som det ses i de andre sammenhænge), men åbne indtryk fra den virkelige verden, og samtidigt åbne udfald tilbage i virkeligheden.
Det er simpelthen ubærligt.”

HK-J, Århus

10.

” .. Det er sandelig en kedelig nyhed, du bringer, og i øvrigt noget af en afslutning på en af – hvis ikke DEN – største danske avistegneserie gennem tiderne... ”

TT, København

11.

”Det var en sort start på dagen i dag. WWW.EGOLAND.DK har i mange år været min startside på computeren og sikret mig en morsom og ofte overrumplende perspektivgivende start på dagen. Jeg har også, som jeg har meddelt dig, brugt din serie i min undervisning i fysik og filosofi med stor effekt, også når jeg vurderer elevernes reaktioner.
Jeg er blevet afhængig. ..”

CM

12.

”Da jeg så avisen i morges, tænkte jeg: Dette kan Ivar ikke leve med! De to serier er så forskellige i form, farve, indhold osv., at det ødelægger dem begge. ...”

GT, Frederiksborg

13.

”Tak for din geniale serie - jeg har lige opkøbt og læst den samlede produktion for et par måneder siden.
Jeg ser, at du stopper - så er der kun ATS tilbage, som er værd at læse i Politiken. Journalister og redaktører laver man jo ikke mere.
Sic transit gloria mundi. ...”

CV-A, Lyngby

14.

”Sjældent har en mandag morgen været så sur som i dag..... ”

CB, Skanderborg

15.

” ... Man sidder dér og prøver at se positivt på avisens forandring..... “hmmm, ja, det dér er nok en god ide” ...... “hmm, nej, det ser lidt underligt ud, men måske” ...” ..... lige indtil man så ser bagsiden af Kultur ...:“N-E-J!!”. [ …. ]
Nej, hvor er det skuffende at læse om Politikens behandling af Egoland og dens skaber(e). Og jer er 100% enig i det fuldstændig groteske i at mase de to tegneserier sammen på den måde. Det er at nedgøre dem begge, og jeg forstår godt at der bliver sagt: Nu kan det være nok! Hvor er det trist – og unødvendigt – at det skal ende på den måde. ...”

AJ, København

16.

”Jeg tænkte nøjagtig det samme, da jeg så din sammenkrøllede stribe på bagsiden: "Dette her kan en tegner, der arbejder så meget med sit grafiske udtryk som Ivar, ikke acceptere, og jeg vil ikke kunne vænne mig til det".
Så bare gå i struben på dem!!
Jeg er sikker på, at der er nogen, som vil headhunte dig, inden tiden er omme. Vi kan ikke lade Divus og de andre i stikken.”

SA, København

17.

”Suk
Det er trist at se at diktatoriske redaktører skal være skyld i at en del af den danske kultur forsøges tvunget ind i for snævre rammer.
Jeg har fulgt Egoland i rigtigt mange år da jeg faldt for Gud's charme allerede i første album.
Det er ellers sjældent at en af guderne gør noget indtryk på mig, men her var en der havde fat i noget af det rigtige. Og da han så endte med at få en så smuk og charmerende datter, så var arven jo givet videre til mange år i nu.  [ .... ]
En gud (var det Hr. Madsen?) startede det hele med "Lad der blive lys". Nu er der bare tilbage at sige at sidste mand slukker efter sig.”

PK

18.

” ... Jeg blev meget rørt over dit "afskedsbrev" og det gør mig virkelig ondt, at I har været nødt til at træffe den svære beslutning. På de anden side vil jeg gerne udtrykke min respekt og beundring for, at I havde modet til ikke at tåle den usle behandling. Hvis der stadig rundt omkring på redaktionerne sidder erfarne medarbejdere med kvalitetssans, er jeg sikker på, dette ikke er slutningen på dit livsværk, men begyndelsen på en ny og spændende fase for det. ...”

JP, Århus

19.

”Jeg er virkelig rystet. Det var jeg allerede [søndag], da jeg opdagede, hvor [striben] var blevet anbragt.
Pietetsløst - men værre: Uden sund sans for de værdier man forvalter, ja, ligefrem det værste: Uden sans for humor, dens forskellige arter og tilhørende udfoldelsesbetingelser. (Hvad med at anbringe Wulffmorgenthaler ved siden af dødsannoncerne? - der ku den vist lige klemmes ind, ik?) ...”

SV, København

20.

”Kære Redaktion!
Det var med bestyrtelse jeg i morges læste Ivar Gjørups besked om, at Egoland slutter pga. uenighed med Politiken.
Uanset hvad der ligger bag denne sag, og uanset hvor uenige I måtte være med Ivar Gjørup, vil jeg blive overordentlig skuffet hvis I ikke sadler om, og finder en ordning ved hvilken Egoland kan fortsætte i Politiken.
Det kan ikke være rigtigt at en fremragende tegneserie skal ende sine dage på denne måde!”

PJ, Newcastle

21.

” ... Jeg vil komme til at savne Fam. Madsen og de så rigtige - og ofte politiske pointer og stikpiller, serien er fuld af.
Danmarks egen Doonesbury. For Egoland holder samme intelligente niveau.
Tak for striberne, Olfax.”

ML, Kolding

22.

” ... I den situation ville jeg så bare skrive til dig, at dit arbejde ikke er gået upåagtet hen - det har haft (og har) en plads i manges hjerter. Divus' pointer har været gode til at sætte ting i relief - specielt ting der ellers ikke er spor nemme at diskutere. Mange af striberne kommer til at stå som små historiske dokumenter om vores tid. Ja, gid nogle af situationerne virkelig vil berettes om på museer om ikke alt for længe… ”

TKT

23.

”Selv som en fysikstuderende uden baggrund i den mindste form for klassisk filologi, er jeg vokset op (født i 1977) med politiken og de daglige striber med Egoland, og har altid elsket Divus, Sandra, Gaia, Egon, kurt og elsket historien både for sin satire og sin evne til at sætte både hverdag og liv op i en højere grad af kaos.  jeg er selv nok ikke den mest boglige begavelse, men vil alligevel gerne sige tak, og mene du har ret i at de ikke skal lave politikens format om til et andet ekstrablad. Divus er tegnet som stor kunst i sort/hvid, og vil ikke have den samme effekt med en side af forskellige serier med forskelligt formsprog. Mange tak for en daglig levering af stor kunst, og gid de må indse deres fejl.”

KD, Århus

24.

” ... Uden Egoland mister Politiken - og især vi læsere - en af de vigtigste, kritiske stemmer herhjemme. Blot de seneste uger om papiret: og TEGNEREN, der gør forskellen til guddommeligheden, jamen de er deres eget bogværk værd.
[...] jeg undrede mig også såre over at du skulle sættes sammen med WM, så væsensforskellige – tomgang fra børnehaven i et oprør mod pædagoger og så din store stemme – de to har ALDRIG haft noget med hinanden at gøre. Og så den grove nedscalering af dine tegninger, det hører ingen steder hjemme. [ …. ]
 I ønskes alt det bedste lige nu, det er et stort og vigtigt skridt, I har taget – og fuldt i den ånd, der har gjort Egoland til den vigtigste tegneserie herhjemme i de sidste årtier.”

LCL, København

25.

”Til Chefredaktionen,
 det er fuldstændig urimeligt at I tvinger Egoland til at stoppe, fordi avisen skifter layout og opbygning. Egoland er en meget væsentlig del af Politiken, og det virker meget ugennemtænkt at forlange den reduktion i størrelse og ændring i placering som beskrives i dagens Egoland på nettet. Det virker til at være i total modstrid med de øvrige prisværdige intentioner bag det nye layout.
Hvis I virkelig ikke kan give den nødvendige plads til Egoland kan jeg jo lige så godt skifte til Berlingske Tidende … ”

SV, ”abonnent på Politiken
gennem rigtig mange år”

26.

” ... Godt at du er konsekvent i din ståen vagt om den kunstneriske integritet. Selv om det så koster os andre et dagligt tilskud af humor/livsanskuelse, så er det prisen værd. Denne evindelige sætten tegneserien i sidste række er indskrænket og fører kun et sted hen: Ad
h... til.
På med vanten, op med poten og godt brølt.”

DK, Århus

27.

“ … Jeg håber inderligt, at at du snart finder en anden måde at føre Egoland videre. Men lad dig ikke bøje. Så vil jeg hellere nøjes med de 5569 striber du allerede har tegnet.”

KDJ

28.

”TIL REDAKTIONEN:
Hermed skal jeg udtrykke min fulde støtte til tegneren.
Jeg er fuldstændig enig i den fremlagte argumentation. Min sympati for Politiken er stor, men den er større for Egoland, som i den grad ER Politiken. Lad ikke denne idiotiske beslutning stå ved magt!”

JR, København

29.

” ... Jeg er en trofast læser og stor fan af Egoland. Der er mange gode striber rundt omkring, men for mig står Egoland som noget helt særligt, spændende tegnet, vittig, begavet og interessant - endda med mod og nerve nok til nu og da at være hamrende uhyggelig i stedet for morsom. Den har ofte været den bedste kommentar til tidens begivenheder, man har kunnet læse i Politiken, og efter mere end tyve år er der ikke et eneste træthedstegn at spore; album nr 17 er efter min mening blandt de bedste og rummer nogle meget uventede udviklinger i historien.
Og så stopper det? Kan det virkelig passe, at gode gamle Politiken så fuldkommen mangler dømmekraft og respekt for de faste indlæg, der gør, at man glæder sig til avisen i stedet for blot at gå til den med en vis skepsis og nervøsitet? Og på et personligt plan, dit forhold til din stribe: Det er tydeligvis ikke blot et spørgsmål om arbejde og besvær, men om kærlighed og ihærdighed. Det anerkender de åbenbart ikke en gang.  [ ... ]
I dag talte jeg med en af mine venner, der også var helt ude af flippen efter at have set, at Egoland stopper. Han havde sendt mig en e-mail med overskriften "Red Egoland!!" Hvis der er noget, vi kan gøre – os læsere – for at hjælpe dig ud af situationen, så giv besked. Vi er desperate.
Hvis ikke, der sker noget, der bringer Egoland tilbage inden den tid, så håber jeg, at Gaia får en god fødselsdag alligevel.
Med venlig hilsen og tak for en fantastisk tegneserie”

JB, København

30.

”Chok fra morgenstunden! At Egoland stopper i Politiken var fuldstændigt uventet og jeg har nok ikke fattet den fuldt konsekvens af det endnu. Sorgen er først så småt ved at melde sig.
Samtidig vil jeg udtrykke min fulde opbakning til den frihed til at træffe den afgørelse. Egoland havde ikke været det, den var – var ikke blevet det, den er – hvis du ikke havde arbejdet under netop de forhold, du har haft.
Egoland frit”

BWA, Risskov

31.

”Jeg kan godt forstå din beslutning.
Selvom det piner mig at måtte undvære mit daglige Egoland-fix, så har du min 100% opbakning:  der må sgu' være en grænse. ...”

P-HK

32.

”Det er også "med stor sorg", jeg i dag læser, at Egoland ikke kommer. Den bedste tegneserie for voksne og min daglige glæde. Jeg bemærkede med irritation, at formatet var blevet klemt sammen med Wulf-Morgenthaler. Det klæder ingen af serierne. ...”

LJ, Bagsværd

33.

” ... Det er meget sørgeligt - det er suverænt den mest intelligente tegneserie på markedet og Politiken burde gøre en indsats for at få samarbejdet til at fungere.
Det lyder som om han er blevet rigtig dårligt behandlet. ...”

JB-J

34.

”Kære Chefredaktion,
Efter at have indbetalt ca.150.000 kr (i dagens penge) for 40 års fuldt betalt abonnement, har jeg i dag opsagt det, fordi I ikke kan holde på Ivar Gjørup.
At I heller ikke kunne trykke den fulde tekst fra: www.egoland.dk viser også jeres manglende format. ...”

OH, Slagelse

35.

Sendt til NyPolitikens mailadresse 3.10.:
”Kære livsledsager!
Jeg skal love for, at I gør noget for at sætte fut i os gamle følgesvende. Jeg begyndte at læse Politiken 4 år gammel - mine ambitiøse forældre lærte mig alfabet og læsekunst omkring den tid, hvor jeg så optrådte med højtlæsning af avisens artikler, når der var selskabelig sammenkomst i det dannede hjem. Det gav altid pote (og sommetider skillinger) og først, da jeg kom i skole et par år senere hævnede det sig, idet jeg kedede mig gudsjammerligt, da klassen skulle til at terpe a-b-c og O-le saa en Ko... o.s.v. Nå, jeg regnede foran i regnehefterne i dansktimerne og udskød dermed hævnens time til næste klasse, hvor alle hefterne allerede var udfyldt.
Siden - det er så 67 år - har jeg stort set konstant læst Politiken dagligt med kortere afbrydelser - de sidste mange, mange år som abonnent.
Så jeg havde glædet mig til at se Tøger med bar røv og damehat, eller hvad I nu havde fundet på til "Nypolitiken". Men jeg havde ikke ventet det chok, der forestod.
Da jeg veloplagt startede forfra på Søndagspolitiken i forgårs var der straks en masse ting, jeg glædede mig til at fortælle jer: Ting, jeg fandt godt, ting jeg kunne tænke mig anderledes, masser af kommentarer af stort og småt, men så B-A-N-G-G-G!!!!!!! faldt en knusende tung hammer lige i panden på mig - da jeg kom til side to i Kultursektionen. Hvor var Egoland? Med rystende hænder og uden at unde de mellemliggende sider opmærksomhed bladrede jeg videre og videre og videre... og kom til bagsiden af Kulturen. For at modtage 
næste rystende kajeknuser: Wulffmorgenthaler var skrumpet - nu lignede den bare en lille anonym vittighedstegning - og ved siden af den, trængt sammen i et gnidret og uanseligt format stod ved Gud (Divus): Egoland - undselig, fejlproportioneret, lignede en 
undskyldning for sig selv: EGOLAND, en undskyldning for sig selv – Danmarks suverænt bedste graphic-art-stibe gennem snart en menneskealder, dysmorph, placeret ved siden af en anden, på sin vis også meget morsom og talentfuld, men stilmæssigt som surströming serveret med rødvin, så de begge to ødelægger hinanden, rent bortset fra, at de er gnidret sammen, så man stort set ikke har fornøjelse af nogen af dem - hvis man ellers kunne abstrahere fra den gensidige nærhed.
Så var den søndag ødelagt.
[ ... ] Og så faldt det endelige knusende slag idag, hvor jeg - efter endnu en søvnløs nat - styrtede ud til postkassen, så såre jeg havde hørt avisbuddets trin, for blot at konstatere på kulturens side 2, hvor mit frustrerede blik af gammel vane søgte mod bunden for der at skue 
en ligegyldig voxpop, lidt ovenover dette, at den mest katastrofale dødsannonce i mit hidtidige liv - med illustration - blev bragt i få og nøgterne vendinger: Egoland er død! Ufatteligt, ubegribeligt, surrealistisk, utænkeligt - hvad FANDEN bilder I jer ind????!!!! €%&#?=!! …”

FS, Svendborg

36.

”RED EGOLAND NU!
Det er med stor sorg jeg ser dagens meddelelse om at Egoland ikke længere skal bringes i Politiken. Jeg har læst Ivar Gjørups begrundelse på www.egoland.dk, og kan godt forstå at han føler sig dårligt behandlet - specielt med hensyn til formatet.
Jeg er selv fan af både Egoland og WulffMorgenthaler og var glad for at se dem begge på bagsiden af mandagsavisen. Men jeg kan sagtens forstå argumentet om at de hører til hver deres rum - og ikke mindst at man ikke bare kan ændre på et format der har kørt gennem mange år (Politiken har jo netop selv holdt fast i broadsheet-formatet!)
Lukningen af Egoland er en stor streg i regningen på en ellers meget vellykket omlægning af Politiken. ...”

JGC

37.

”Meget skal man høre, men dette havde jeg ikke troet.
Her erfarer jeg, at Politikens adelsmærke gennem snart 20 år - dagens højdepunkt, hvor intellektuelt vid og begavet humor forenes - nu frarøves mig af en flok ignoranter, der ikke har forståelse for en kunstners behov for udfoldelsesmuligheder på kunstens egne præmisser.
Ja,  det er EGOLAND, jeg tænker på !!
Hvad er meningen ?????
Skam dig, Tøger - og send straks en undskyldning til Ivar Gjørup. Tilbyd ham fast plads i avisen, hvor ham måtte ønske det - og i det format, han måtte ønske - så vi kan få glæden ved at åbne avisen tilbage. 
Politiken uden EGOLAND er en død avis for mig !”

PE

38.

”DENNE serie er HELLIG!”

BB, ”Egoland-læser”

39.

”Indlæg til debatredaktionen [3.10.]
 
Bring Egoland tilbage!
Tillykke med Politikens nye udformning. Den er flot, men har en STOR fejl: den levnede ikke passende plads til "Egoland", en stribe som vi med fornøjelse har fulgt i avisen gennem snart 20 år. Hvis der er noget sted den serie hører hjemme er det (inde) i Politiken.
Redaktionen bøjede sig for "læserviljen" og bragte (den i mine øjne ligegyldige) rubrik "dag til dag" tilbage. Gør straks det samme med Egoland – ellers kan vi lige så godt forlade galaksen (eller i al fald opsige abonnementet)!”

JP, Haslev

40.

”GODT BRØLT! ... da jeg i morges mere og mere panisk rodede rundt i Politiken for at finde det eneste, jeg HVER dag læser, mens jeg råbte til min mand "Hvor fanden har de NU gjort af Egoland? De kan da ikke flytte den rundt hele tiden! Først kryber de den til miniformat, og nu har de GEMT den!" faldt jeg naturligvis over omtalen af, hvordan og hvorfor du har smækket med døren. ...”

AK, København

41.

” ... I Huset nød du en vis respekt, på linie med pubertetsonanisten Carsten Jensen, men som ingen helt kunne tage alvorligt. Yngre kræfter synes nærmest, at du er helt fossil, en sammenbrændt gammelidiot, om end begavet. En entertainer af gammel anglosaksisk tilsnit båret oppe af et traditionel humanistisk og ansvarsfrit frisind, med subtile stiløvelser som det store underholdningsnummer. Mens verden har ændret sig, og en ny fascistoid religiøs verdenbevægelse truer de demokratiske helleneres efterkommere, er striben fortsat i sin malende ensformighed som et perpetuum mobile med 1 million variationer over et kendt tema. De unge aner ikke en pind om dine referencer, forstår dem ikke og dine pointer fremstår derfor ofte som tomme postulater. ...”

PH, Randers

42.

Sendt til chefredaktionen 4.10.:
”FORLIGER EDER, I SKABHALSE!
... Lad gjort være gjort, tænk giraf i stedet for at skrige ad hinanden og find en salomonisk løsning.
Jeg har en; i al beskedenhed:  Flyt Egoland (tilbage) til ærespladsen på Bagsiden af Tillæget. Hvis det var godt nok til Nikoline, er det det også til Olfax.
Det der matematiske Pseudoko har vel snart udlevet nyhedsværdien, og kunne så passende flyttes om til bagsidebagsiden, så længe det lever - og så kan det senere gå ad skakrubrikken og bridgeopgaven til. Og W&M vil sikkert nyde naboskabet uanset.
Alternativet er måske det frygtelige, at jeg kommer til at skulle vælge imellem min favoritavis og der, hvor Egoland evt. kommer til at fortsætte, og det ville føles som en kamelæon på et skotsk tartan.
Så forlig lige, tak. I gensidig beundring

OJK, Odder

43.

” ... Godt at du efterlever tømrersønnen, når han spørger, hvad saltet skal saltes med, om det mister sin kraft;  det er som for Samson at få håret klippet af, lad så Divus være så skaldet han være vil.
Du kan ikke lade Politiken udvande saltet ved at lægge det i vandbad på en vittighedsside ved siden af wulfmorgenthaler. 
Tak for din trofasthed mod dit 'kald' og embede, Sokrates ihukommende!
TAK for alle årene frem til nu og forhåbentlig kommende års liv med Divus et andet sted!

med vemodig og hjertelig hilsen”
BJ, Næstved

44.

[LÆSERBREV, sendt til chefredaktionen 4.10.:]
” .. De vilkår, I byder Ivar Gjørups tegneserie op til lanceringen af Politikens nye layout, respekterer ikke tegneseriens unikke karakter og format, endsige den loyalitet og solidaritet, serien har vist avisen.  Jeg veed ikke af, at serien er optaget noget andet sted i den tid, serien har været bragt i Politiken.
Hvis I af andre grunde ønsker at opsige / ophøre samarbejdet med Ivar Gjørup, kunne I formodentlig have gjort det med et givent varsel, men at 'tvinge' serien ud af avisen ved at ændre så radikalt på seriens grafiske format og kontext må undre, når I ved samme lejlighed er så bevidst om det layout-niveau, I selv vil anses for at leve op til med det nye layout.  -  I sætter egne layoutkrav over den grafiske bevidsthed, som én af jeres egne tegnere selv lever af.  Den konflikt burde I have forudset, og I burde have taget hensyn dertil, dvs. bøjet jer og nået en løsning, eller taget konsekvensen af den og med en given frist have opsagt samarbejdet.  At I vitterligt kan bøje jeres egne lay-outkav ses af jeres annonceplaceringer, -formater etc.
Jeg er overrasket over jeres dispositioner og vil bede jer revurdere jeres beslutninger.”

BJ, Næstved

45.

Sendt til chefredaktionen 4.10.06:
”Kære Tøger
Du har for nylig sendt mig et brev med et "Undskyld", og har jo med god grund kritiseret vores, jeg mener, landets statsminister for sin manglende evne til at sige "Undskyld".
Derfor min første og vigtigste kommentar, skynd jer at sige UNDSKYLD til Egolands skaber, så vi kan få Egoland igen. Egoland har gennem mange år været det mest intelligente indslag i avisen, og den eneste tegneserie hvor jeg – når jeg engang imellem ikke forstod den – har følt det var mig, og ikke tegneren der var dum.
[…]
Men tabet af Egoland, og ovenikøbet uden den mindste markering i avisen, er simpelthen den store skandale, resten kan I jo rette op på efterhånden ...”

VR

46.

Sendt til tegneren 4.10.06:
”Efter at have sendt dette indlæg til debat@pol Jeg er, ligesom Anders Fogh, nødt til at sige, at jeg forstår og føler med Ivar Gjørup, som øjensynligt ikke orker at tegne til den nye placering af Egoland. At sidestille Egoland og Wulff Morgenthaler er til skade for begge striber, idet Egoland får en masse støj at leve i, og Wulff Morgenthaler får udstillet sin tåbelighed i højere grad end vanligt. Jeg vil opfordre Politiken til at gøre fejlen god igen, så vi kan få Egoland tilbage., ser jeg til min store sorg på din hjemmeside, at Egoland stopper. Jeg vil gerne udtrykke min støtte og forståelse for din beslutning, men samtidig beklage at skulle undvære Egoland. Jeg håber der vil rejse sig en storm af protester mod Politikens kæmpe skud i egen fod, så du i det mindste kan få oprejsning overfor den samling skvadderhoveder.

PO

47.

” ...  Jeg har længe syntes, at EGOLAND var et lyspunkt ved Politiken, og jeg kan godt forstå, du er opbragt over den behandling, der bliver dig til del; og også at du føler dig nødsaget til at tage dit gode tøj og gå. Det er ganske enkelt ikke rimeligt.
Med en berømt ands ord: Øv, øv og tre gange øv.

AS, København

48.

”Til Politiken.
Ros til jeres nye format. Det fungerer stort set godt, og det hjalp at I fik fjernet de fede typer i forsidelederen.
MEN: Hvorfor har I klemt Divus Madsen ud over kanten? Og hvor er Rocky blevet af? WulffMorgenthaler kan da godt være lidt morsom ind imellem. Det er netop en vittighed, som Divus Madsen sagde før han forsvandt. Men Egoland og Rocky er tegneseriekunst! Politiken plejer da at være en avis, hvor god tegneseriekunst har plads. ...”

MTD

49.

LÆSERBREV, sendt 4.10.06:
” ... I det internationale landskab af middelmådige underholdningsstriber og bladtegninger, er den udtryk for en unik, stærk og altid tankevækkende kunstnerisk vision.
Derfor er det sørgeligt at læse, at man på Politiken - der blandt de danske aviser har den stolteste tradition for at huse Danmarks bedste tegnere - har valgt at nedprioritere Egoland. Vist har Gjørup selv valgt at gå, men han gør det ikke uden god grund. I over 20 år har han leveret en af Politikens væsentligste grafiske og intellektuelle signaturer. Et unikt bidrag til avisens debat- og opinionssider, som skiftende redaktører i løbet af stribens levetid har været så fremsynede at placere der hvor det hører til, på debat- og opinionssiderne.
At bringe Egoland sammen med den væsensforskellige WullfMorgenthaler er udtryk for en kedelig tænkning i stereotyper, som Politiken gennem tiderne ellers altid har været god til at undgå. [ … ] Flytningen til bagsiden er utvetydigt et udtryk for en nedprioritering af striben i avisen.
Det samme gælder ændringen af dens allerede ganske beskedne format til det smallere; Egoland er et sammenhængende kunstværk, der har udfoldet sig over tyve år og ser ud som det gør af en grund. Pludselig at kræve en formatændring er et overgreb mod dens integritet og – igen – ganske ukarakteristisk for en avis, der ellers har taget sig så godt af sine tegnere.
Med tabet af Egoland taber Politiken ikke blot et af sine grafiske og kritiske adelsmærker, kulturen som sådan risikerer at blive snydt for afslutningen på et af de seneste årtiers mest originale og indsigtfulde danske kunstværker - Ivar Gjørups livsværk, Egoland.”

MW & TT

50.

”Jeg er rystet, - både på dine vegne over den dårlige behandling, og på egne vegne over ikke mere at se frem til dagens stribe. For din og min og alle andre trofaste fans skyld håber jeg at at du og Politiken finder en tilfredsstillende (anden!) løsning, – du har helt ret i din modstand mod den skitserede placering, som virkede helt forkert da jeg så den i søndags.
Hvis ikke må vi jo til at skifte avis til dér hvor du havner, – for Egoland skal da fortsætte ???!!!

Mange hilsner fra et par bedsteborgere (og bedsteforældre) som har fulgt
Egoland igennem alle årene, og næsten har de samlede på reolen.
Så sent som i går lå nr. 11 (eet af de manglende nr.) under min
hovedpude. Min kone ved godt det er een af de bedste små gaver hun kan
give mig.”                                                                                           

SH, Næstved

51.

”Kære Olfax
Jeg håber inderligt at det bliver et gensyn med Egoland på en eller anden måde. Jeg har i mit halve liv nydt din daglige sorthvide stribe midt i den sort hvide verden. Det har for mig været det bedste ved Politiken og jeg undrede mig også da den pludselig forsvandt fra debatsiderne og Roald Als tegninger. Jeg forstår godt din beslutning, men den ærgrer mig. Jeg håber at Divus finder en ny galakse der kan værdsætte en guddommelig satire.
Indtil da mange tak for de mange striber!
Bedste ønsker”                                                                                                                               

TV

52.

Sendt til chefredaktionen 4.10.06:
” ... Det er forstemmende at erfare at Politikens ledelse er så dumme at de ikke ved hvordan man behandler en medarbejder som Ivar Gjørup. Jeg er selv arbejdsgiver og ved at forandringer er nødvendige; men de skal naturligvis foretages i samarbejde med medarbejderne - ellers blir resultatet noget lort og man taber uvurderlig talent og kompetance på gulvet.
At sætte Egoland sammen med Wulffmorgenthaler er som røget sild med chokoladeovertræk - fint nok hver for sig; men det smager faktisk ikke rigtig godt sammen, det gør ikke! Du har åbenbart ikke haft fantasi til at forestille dig resultatet; men nu hvor du har set det, håber jeg, du gir mig ret.
At ikke i god tid arbejde en placering av Egoland i det nye avisformat frem sammen med Ivar Gjørup er meget dårlig stil og naturligvis uacceptabelt for kunstneren. At antyde at det bare er ham der er lidt overfølsom ("der er ikke noget du heller vil end at IG kommer tilbage", synes jeg jeg husker at have læst) er uhæderligt!
Fejlen ligger hos Jer: Hvis I er fornuftige prøver i på at rette den.”

RH, Stokholm

53.

”Det var da helt vildt nu endelig at finde ud af, hvorfor Egoland ikke har været i Politiken de seneste par dage! Jeg håber sandt for dyden, at de kommer til besindelse, den stribe er virkelig ikke til at undvære!”

HR, Roskilde

54.

”Jeg har netop her til morgen vist [min datter] Politiken i det nye lay-out [ ...] og fortalte hende i den forbindelse om avisens behandling af Egoland og dig. Hendes kommentar (hun er 11) var: "Hvor groft!". Det være hermed givet videre!”

EN, Nr. Sundby

55.

Sendt til chefredaktionen 6.10.06:
”Kære Tøger Seidenfaden
Det nye ansigt og den journalistiske opstramning er fungerer godt, - man oplever en ny og bedre avis som vil overleve på kvalitet.
Der skal da også noget særligt til som man ikke kan få gratis, for at retfærdiggøre de 15-20 kroner dagligt. En af de ting har i 20 år været Egoland, - dyb, vittig, intelligent og med det elegante twist som gør at man også af den grund glæder sig til sin daglige levende avis.
Den 1.okt. var det dybt foruroligende at se at Egoland nu var flyttet hen til en stærkt formindsket deleplads med W.M. og siden har Egoland været væk, iøvrigt uden en eneste udmelding fra Politiken.
På Egolands hjemmeside kunne man så læse om en meget nedtrykt Ivar Gjørup, som mildest talt var blevet behandlet dårligt af sin arbejdsplads gennem så mange år.
Det kan I ikke være bekendt, - hverken over for tegneren eller os læsere! Det kan ikke passe, at der ikke i den store avis kan blive plads til en stribe med 4 kvadratiske felter som betyder så relativt meget for en større gruppe læseres daglige humør.
Få snakket et kunstnerisk tåleligt kompromis på plads med tegneren, og giv os Egoland tilbage! Ellers tror vi ikke længere på alle de dyre ord om Politiken som noget særligt og levende.
Med usikker hilsen”

SH, Næstved

56.

”EGOLAND AFTER DARK
Kære Gjørup
 Jeg troede først, det var en aprilsnar, der var blevet parallelforskudt til den islamiske kalenders tælling el.lign., men det ser jo ud til at være alvor med lukningen. Øv, siger jeg bare.
ærbødigst”

SH, København

57.

” ... Jeg er en af dem, der læste Egoland tilbage til tiden i Information til den flyttede til Politiken. Dens finurligheder, fine streger og kommentarer om stort og småt er en kilde til glæde. Hvor er den nu? Jeg kan ikke finde den? Har I bare ofret den i den hellige nye strukturs navn?
I har tidligere flyttet rundt på Egolands placering; hvor kan det univers, som også er (?) eller i hvert fald har været en vigtig del af Politikens daglige univers, så være. Det må være muligt at finde en værdig placering til denne serie, der har tegnet Politiken, på samme måde som Bo Bojesen.”

PKH, Sydals

58.

EKSTRABLADET 7.10.06:
”En af Danmarks morsomste avis-tegneserier, den mest tænksomme og grafisk mest suveræne, er ikke mere – eller holder pause på ubestemt tid. Mandag var den sidste stribe af Egoland i Politiken, hvor den ellers har livet op i mere end 20 år. [ ...] I en tid, hvor Berlingske Tidende bruger en formue på at finde en ny dansk avisstribe, jager Politiken med sin demonstrative ligegyldighed en serie, som er i, ikke bare dansk, men europæisk topklasse, på porten.”

Hans Bjerregaard, EB

59.

”SKAM OVER POLITIKEN!!!
[Vi kom tilbage fra ferie ... ] Og fik et chok - Egoland er ausradiert!
Vi er begge meget skuffede og vrede. Hvad fanden ligner det at bevare en infantil (omend undertiden veltegnet) serie som WulffMorgenthaler, med bøvede vitser turneret til dén type unge læsere, der hellere holder med FCK eller Brøndby end holder Politiken? På bekostning af den mest originale, grafisk sublime og sprogligt virtuose danske tegneserie, der i årtier har videreført Politikens tradition for at underholde læsere med lidt mellem ørerne?
Vi fatter det ikke. [ … ]
Til slut og trods alt: Vi sympatiserer 100% med Ivars beslutning; der findes intet værre end at måtte bukke dybt for dværge.
See you again, Divus & Sandra, don't know where, don't know when ...”

N & JS, Helsingør

60.

”Bevar Egoland!
Når det lykkedes opinionen at bevare Max Bjævermose i Tintin og Dag til Dag i Politiken, bør det også kunne lykkes at bevare Divus Madsen, der er faldet som offer for det ellers vellykkede nye format. I en så gudelig tid som vi åbenbart går ind i, kan han ikke undværes, og at ændre på hans placering og format, er en krænkelse af det allerhelligste vi har. Politikens læsere i alle egne, foren jer i trossamfundet Madsens venner! Det gør I ved at meddele at I gør det til kulturredaktionen, christian.ilsoe@pol.dk  -- gerne med tilføjelse af jeres abonnementsnummer.”
Trykt i avisen 10.10.06

Otto Steen Due, Højbjerg

61.

”Kære Ivar Gjørup,
 Fruen og jeg synes, at du lige skulle have en kopi af dette lille brev. Håber, at Divus dukker op igen i avisen - eller må vi andetsteds hen?
Mange gode hilsner,

I-LE & JHE

----- Original Message -----
 
To: chefredaktionen@pol.dk
Sent: Tuesday, October 03, 2006 2:19 PM
Subject: Egoland

Til Politiken,
Det er ret usædvanligt, at jeg skriver til Dem to gange på een dag (har tidligere i dag mailet om manglende TV- og radioprogram i den "nye avis"), men det er først nu, at det går op for mig, at Egoland er væk!
Her i huset har vi abonneret på Pol. i mange år, og vi har i øjeblikket et helårsabonnement på Pol., som udløber til januar '07.
For nu at gå lige til sagen, så har De perioden fra nu til januar til at få Egoland tilbage i Pol., hvis De vil beholde os som abonnenter!
Med venlig hilsen - après tout

JHE

62.

”… din beslutning om at stoppe i Politiken er fuldt ud forståelig.
Imidlertid er et totalt stop for serien ikke nogen rar tanke. Jeg har, næsten så længe jeg har
kunnet læse, læst Egoland hver morgen. Jeg er bogstaveligt talt vokset op med Egoland hver morgen.
Derfor denne bøn: Fortsæt serien. Jeg vil ikke bede dig om at fortsætte i Politiken under de nuværende betingelser, men derimod om at fortsætte din serie som en Webcomic. Bliv ved med at lave din daglige stribe, og lad alle dine læsere se at dit livsværk ikke stopper, blot fordi avisen ikke har plads til dig mere.”

MAKH

63.

Danmarks Tegneseriemuseum, 9.10.06:
”Nyt Format! Har Politiken overhovedet format?
Hjemvendt fra en uges ferie i det sydlige glæder jeg mig til at fordybe mig i den forgangne uges udgaver af Politiken i nyt format – først og fremmest de sidste syv striber af Egoland. Dyb er min skuffelse, da tirsdagens udgave fortæller mig, at Sandras opadstræbende blik mandag betyder afsked med Egoland.
Jeg kan konstatere, at serien lukker i protest, fordi avisens nye format betyder utålelige arbejdsvilkår for Egoland  og seriens tegner, Ivar Gjørup. Hvilke fortæller avisen kun lidt om.
Det kan man med selvsyn konstatere ved at besøge www.egoland.dk.
En arrogant Tøger Seidenfaden siger iflg. www.seriejournalen.dk i chat med avisens læsere mandag den 2. oktober: "Der er i høj grad plads til Egoland. Vi har forfremmet ham til en prominent placering på bagsiden, men desværre er han lige nu "gået i sort" over at skulle tegne i et lidt andet format. Det er jeg ked af - håber han besinder sig."
En prominent plads? Nu hvor Egoland ikke længere optager pladsen, bliver man som læser spist af med en ligegyldig annonce på samme plads. Tættere på et farvel og tak kommer man vist ikke!
Forstemmende, når man tænker på, hvordan samme avis igennem 76 år er gået i front, når det handlede om at præsentere dansk tegneseriekultur, når den er bedst:
1930-49 fortalte Ingvars Magasin Madsen dagligt avisens læsere om de små, pudsige hændelser i et konfektionsmagasin, og i 1933 fulgte i weekend- og kulturtillægget Magasinet hans Prins Pilfinger,
I 1935 startede startede samme tegners hverdagsstrip Tjavs - en terriers dagbog, om den lille terrier med de såre dagligdags problemer – som altid hois Ingvar set gennem humoristens briller.
Samme år følte redaktionen, at der var behov for en mere voksen­rettet tegneserie i Magasinet. Det resulterede i Arne Ungermanns Hanne Hansen, som indtil 1958 tog udgangspunkt i danskernes hverdag set igennem en tjenestepiges øjne.
Fra midten af 1946 rummede Magasinet tegneserieforløb signeret Jørgen Mogensen. Under  overskriften Jørgen Mogensen tegner fandt man nogle af hans mest absurde, barokke og urkomiske indfald.
I 1948 begyndte han at sætte begrænsninger for sit spillerum ved så småt at arbejde med faste figurer i pantomime-strip'en Violinvirtuosen Alfredo. Og han gjorde det i allerhøjeste grad, da Magasinet's redaktør, Arne Ungermann, i 1949 overtalte ham til at lave en dansk pendant til den franske tegner Peynets poetiske cartoons. Resultatet blev Poeten og Lillemor, der debuterede i Magasinet i 1950 som en enkelt strip i farver. Efter en omskiftelig tilværelse endte den sine dage som en dansk, hyggeligt satirisk tegneserieinstitution i Politiken i efteråret 2003, da Mogensen ikke mere magtede at fortsætte serien.
At Jørgen Mogensen også havde brug for at få afløb for mere barokke indfald viste han i perioden 1952-55 i pantomime-strip'en Den tossede tegner – ligeledes i Magasinet.
Også hverdagen i en mindre danske provinsby iagttaget gennem satirikerens briller har Politiken givet læserne mulighed for at stifte bekendtskab med fra 1953 til 1989 i Henning Gantriis Livets gang Lidenlund.
I 1980’erne og -90’erne var det Nikoline Werdelins Café og Homo Metropolis, vi som daglige læsere af Politiken lo, græd over og levede med og efter årtusindeskiftet i et par perioder Jakob Martin Strids hudfletning af politikere og andet godtfolk. Og så selvfølgelig siden 1986 Ivar Gjørups Egoland.
Nu er også den væk! Årsagen er ikke tilfredsstillende. Hvor andre serier er stoppet pga. af tegnerens død eller ønske om at afsøge andre veje for det kreative talent, er Egoland brat stoppet midt i (endnu et) engagerende forløb, fordi Politiken mangler format. Ikke nyt format, men format, plads og frirum til at imødekomme den kreative tegneserieskabers behov for udfoldelse. Det gav man Ingvar, Ungermann, Mogensen, Gantriis, Werdelin, Strid og (tidligere) Gjørup – og dermed den danske tegneserietraditions allerbedste avistegnere. Nu har Politiken kun format til at tilbyde sidstnævnte afmålte centimeter efter en daglig vittighed, som engang af uforklarlige årsager har vundet en tegneseriekonkurrence. En plads, som egner sig bedst til en overset reklame. Det er mangel på format, at der ikke længere er rum til et minimum af dansk tegneseriekultur i den såkaldte ”kultur”-avis!”

Anders Hjorth-Jørgensen”

64.

” ... Du har glædet mig i mange år, og din vid, bid og begavelse har været en daglig fryd, gennem mange år.
Foruden det har været en fryd at se din beherskelse af stregen og rummet, dette fra den ene håndværker til den anden ; 0)
Jeg har skrevet et læserbrev til Politiken i dag – og håber meget der er mange andre der vil gøre det, så du kan få din plads inde i avisen tilbage – med lønforhøjelse – !
Mange venlige hilsner”                                                                                                          

M-BS, Tåsinge

65.

”Kære Ivar Gjørup.
Jeg henvender mig for at lade dig vide, at jeg har skrevet til Politiken og klaget over Egolands sørgelige endeligt. Det er simpelthen for galt. Sådan kan de ikke tillade sig at opføre sig. Jeg undlod ikke at gøre opmærksom på, at det er menneskeligt at fejle, men skændigt at fremture (og de fik den også på latin!). Forhåbentlig kan der komme en løsning, så Divus kan genopstå - det ville da være passende for ham ;-)
Om ikke andet håber jeg, du vil blive ved med at udgive serien i albumform.
Et par gange på bogmessen i Forum har jeg fået din signatur og jeg har også været til nogle af dine foredrag. Håber du dukker op igen i år.
Mange hilsner fra”

SS, Frederiksberg

66.

Sendt til Forlaget YDUN 10.10.06:
Hils venligst Ivar Gjørup og sig at det er ganske rædsomt at vi skal mangle Egoland i Politiken. Kan der dog ikke gøres noget???? Ledelsesidioti har de fleste af os jo været udsat for, men dette tager dog en særlig pris. Ophidsede og sørgmodige hilsner fra [LL] – en arm ålborgenser, der – af nu efterhånden totalt uransagelige grunde – holder Politiken. – ja, jeg bliver ved lidt endnu, for en løsning MÅ DA FINDES!!!!

LL, Aalborg

67.

Indsendt til POLITIKEN, sendt til tegneren 11.10.06:
”Kære POLITIKEN ! (Jeg går ud fra, at emnet hører under KULTUR).
Hvorfor svarer I ikke på denne internetside ??? Det er umuligt og abstinensskabende at undvære Divus, Sandra, Gaia osv. osv., som vi er blevet i familie med. Man kan da ikke bare skippe sin familie  !!  - som for os var blevet en del af POLITIKENS identitet. Det kan I sgu ikke være bekendt  !!! Hans stribe er unik, og den har altid opmuntret os i disse uhumoristiske og selvcentrerede tider, hvor avisen i øvrigt ikke kan bringe os meget at glæde sig over. At Tænke Sig – vi mener endda i Gjørup at have fundet et af alt for de få mennesker, som kan kombinere rationelt tænkning, klassisk dannelse, originalitet, skarp og overraskende formuleringsevne mmm., og vi er nærmest kommet til at betragte ham som en åndsfælle (det ved vi dog ikke, om han selv vil acceptere). Ham kan vi da ikke undvære !!! Valget kan da ikke stå mellem det nye design eller Gjørup – der må da også kunne findes en central og værdig plads til ham. I skipper vel heller ikke Seidenfaden af sted uden videre. Det er lige før, at vi opsiger vores årelange abonnement. Hvis I også påtænker at skille jer af med Roald Als, har POLITIKEN helt mistet sin berettigelse.
Men nu syns vi ærligt talt, at I (som Holberg så udmærket har formuleret det) hurtigst muligt ”gaaer hen, I Skabhalse, og forliger Sagen” med Gjørup.  Mens tid er.
Med uvenlig hilsen”

GN & JN, Risskov

68.

Sendt til tegneren 13.10.06:
”Kære Ivar Gjørup!
Jeg er meget ked af Politikens uforstandige og respektløse behandling af dig og din stribe. 
Følgende er sendt til Poltitiken 6/10:

"Kære Tøger Seidenfaden og andre.
Tillykke med den nye Politiken! Alt er blevet vældig klart, overskueligt og indbydende, indholdsmæssigt, såvel som grafisk.
Jeg må dog tilslutte mig dem, der finder knibningen af brødteksten lige stærk nok. Enkelte linier fremstår næsten som ét langt ord, og jeg kommer ofte i tvivl om, hvorvidt der bruges mellemrum efter komma, eller ej. Det besværliggør læsningen.
Min største anke drejer sig dog om noget ganske andet, nemlig deporteringen af en af avisens stjerneoptrædende til nederst på bagsiden. Det handler selvfølgelig om Egoland, som så længe, jeg kan huske, har haft prominente placeringer andre steder i avisen. Den er jo ingen almindelig stribe, den er noget helt unikt og noget, Politiken bør være stolt af at give husrum. Noget af det, som i mange år har været med til at løfte Politiken op over det provinsielle.
At den så blev placeret sammen med Wulffmorgenthaler, som er noget ganske andet, og med sine egne kvaliteter, reducerede blot begge. I må behandle striberne som markante signaturer og ikke som uønskede stedbørn, I skammer jer over. At det hele indtil videre er endt med Gjørups standsning af striben, beklager jeg dybt. Men jeg forstår ham godt.
Få så min savnede Egoland tilbage – og det på rette plads.
Med venlig hilsen

[PK]

Svar fra  Politiken 11/10:

"Kære Peter
Tak for din mail. Læsernes reaktioner på den ny Politiken er vigtige for os i bestræbelserne på at lave en endnu bedre avis.
Vi har fået over 500 læserreaktioner, siden vi lancerede ny Politiken 1. oktober, og kan derfor ikke nå at svare personligt på alle sammen.
Med denne mail vil vi dog gerne kvittere for modtagelsen af din mail. Samtidig har vi vedlagt en artikel fra tirsdagsavisen, hvor vi fortæller om de ændringer, vi foretager i avisen på grund af læserreaktionerne.

Med venlig hilsen
Politikens chefredaktion”

69.

”Kære Olfax,
Sikke trist nyt! at anti-kulturens nye højborg skal sælge flere aviser. Jeg elsker EGOLAND og læste altid din stribe når jeg kunne.
Jeg var dog kun fire år da Divus fik den ledige stilling som gud på denne skøre kugle.
Jeg vil skynde mig at bestille hæfte 13-16 som jeg mangler i din lange fortælling, - jeg tror der bliver rift om dem nu.
Med venlig hilsen”

VBJ, Århus

70.

”Kære Ivar Gjørup
Jeg er MEGET ked af at du er ophørt med at tegne Egoland til Politiken; det er et stort tab for avisen og for os som læsere!! Men i betragtning af hvordan man behandlede dig, kan jeg godt forstå dig. Jeg fatter simpelthen ikke at de vil være det bekendt. Der er overhovedet ikke nogen tegneserier tilbage som jeg gider læse.
Hvad jeg heller ikke begriber, er at der ikke har været en hel debatside (eller 2) hver dag til indlæg om utilfredshed med den nye såkaldte linje i avisen. Det var der i hvert fald ikke den første uge efter omlægningen (sidste uge var vi på ferie og havde afmeldt avisen). Jeg synes den er kommet til at ligne en gratisavis pga. "båndet" oppe foroven og annoncerne forneden!
 Så efter ca. 25 år er jeg/vi nu i overvejelser om at stoppe med at holde Politiken - det er da tankevækkende, ikke?
Hvis du skulle have lyst at bruge dette indlæg på din hjemmeside, er du velkommen til det; dejligt i øvrigt at man kan læse Egoland der.
Mange venlige hilsener"

Christa Susanne Madsen, Lyngby

71.

”Til redaktionen.
Tak for returneringen af op til flere indlæg om dette emne med begrundelsen "alsidighed - prøver at komme rundt om alle emner, for  meget stof, desværre ikke plads... etc" . Da netop dette emne IKKE  har været behandlet på læsersiden, håber jeg undtagelsesvis, at I denne gang får plads til det.
Med venlig hilsen,

[FS]

72.

Åbent brev til Politikens ledelse.
I nu 18 dage har jeg håbefuldt, men med stadig voksende frustration slået op på kultursektionens side 2 i håbet om igen at møde Egoland og Divus Madsens vise og finurlige ord på den vante plads. En uge henne i fornyelsesæraen meddelte redaktionen, at man "arbejdede på" at få Egoland tilbage igen efter at have forkludret et 22 år langt frugtbart samarbejde.
Siden har der været tavshed.
Jeg kan snart ikke bære den daglige skuffelse længere. Får vi besked snart, allerhelst om at Egoland vender tilbage, eller skal jeg bevare min sindsligevægt og morgenhumøret og sige farvel og tak til "den Levende" og goddag til en af de knap så levende, men måske mere 
pålidelige lokale aviser? Svar udbedes venligst.”

FS, Svendborg

73.

”Vi vil gerne melde os i koret af Politikenlæsere, som ikke længere har den samme fornøjelse af dagens avis, som vi havde tidligere.
Der har gennem tiderne være flere grunde til at vi fastholdt vores abonnement, selvom vores fortravlede hverdag ikke levner meget tid til tilbagelænet avislæsning.
Politiken har været et vigtigt element i en ordentlig start på dagen for os. Jeg kastede mig over dagens nyheder i første sektion, min kæreste .. greb 2. sektion. Mens jeg blev opdateret på verdens fortrædeligheder, lød der som regel en hyggelig gnækken fra den anden side af bordet, når [han] nåede om til side 2. (Han hører til dem, der ikke ka’ li’ de andre tegneserier i Politiken).
Det er ikke det samme længere! når dagen ikke kan startes med et visdomsord fra Divus Madsen, eksamineret gud, eller Sandra, eller…”

HB, Amager

74.

” ... Jeg har i årenes løb fulgt din serie og især holdt af de finurligheder og den barokke humor du lægger for dagen, samt ikke mindst din eminente streg. Vi har faktisk holdt af din serie i en sådan grad at vi har opkaldt vores datter Gaia efter seriens unge heltinde (nu er der tradition for at opkalde børn efter tegneseriefigurer hér hos os, i hvert fald på min side).
Jeg fatter det simpelthen ikke og håber at du finder et andet forum til din daglige stribe (i rigtigt format og med den plads som serien fortjener)”

TB

75.

”Jeg vil bare slutte mig til koret af formentlig rigtig mange skuffede læsere, som har svært ved at klare os uden den daglige gang lommefilosofi med glorie fra Divus.
Du laver en fantastisk tegneserie som jeg håber snart at se i Politiken igen.
I håbet om et snarligt gensyn i avisen,”

MS-P, København.

 

 


 

Copyright © 1984 - 2024 Ivar Gjørup 'Olfax'. All rights reserved.

Album Artikler Dagens Stribe DNABC for begyndere Køb album DNABC for begyndere -> Forside